Nu kan man ikke slappe af mere, da der er kommet 71 skole børn fra England. Som alle skal have deres PADI open water kursus, og nogen af dem tager også advanced open water (Så kan man lidt mere end en open water diver).
Mit første dyk er klokken 7 om morgen, man skal være klar klokken 7, så nu står vækkeuret til 6.efter dykket har jeg pause, af sted igen klokken 11. Frokost pause, og nogen gange en slapper i hængekøjen. Klokken 2 tager jeg så ud igen, resten af dagen har jeg så fri, ved mindre jeg skal ud på et nat dyk kl. 8 om aften. Det bliver til en hel del dykning, så dagene gå hurtigt.

Ud over mit ”divemaster” job, hjælper jeg med at bygge kunstige ræv (”huse” til fisk og andet godt i havet). Det er spænde, vi bygge nogle forskellige modeller, for at se hvad fisk og andet i havet bedst kan lide at bo i.
Vi markere også fisk, for at se hvor de opholder sig, hvornår de flytter hjemmefra og hvor de flytter hen.
De fleste data er til folk, der er ved at tage deres ph d i et eller andet. For at få nok data skal de indsamle data i 4 år, også kan de skrive deres rapport omkring det emne de har valgt. Der er også nogle professorer her, de skriver rapporter som bliver udgivet til andre professorer.

Næsten alle er fra England (90%), der er ikke nogen fra Danmark eller andre lande i Skandinavien. Der er et par stykker som har været i Danmark og Sverige på ferie, men det er også det….Ups jeg skal ud og dykke nu, jeg smutter igen.

Der er ikke så mange ting man kan lave her, så meget af tiden gå med at slappe af og snakke med hinanden. Det er først i næste uge der kommer folk her, men så kommer der også 71 mennesker, som alle skal lære og dykke. Der bliver meget mere at se til, og mange flere mennesker på vores lille ø.
Vi har en beach volley bane, vi spiller en del på. Vi bruger meget tid på at åbne kokosnødder, og spise dem. Det er lækkert nok man lige kan plukke en kokosnød, appelsin, mango eller en avokado hvis man er sulten.
Højdepunktet på dagen er spisetid, vi får mad 3 gange om dagen. Og ikke andet, der er ikke noget sted man lige stopper ind. Der er kun det ene sted, så det gælder om at huske hvornår der er mad. Maden er rigtig god, vi får en masse bønner og tortillas. Hvis man smiler og siger mange tak, kan man godt få lidt ekstra mad.

Der er mange forskellig forsker her, nogen kigger på fisk andre på slanger. De dele gerne ud af deres viden, eller tager en med ud på ”udflugt” for at fange slanger, mærker fisk eller måle corals.
Om aften skiftes forskerne til at fortælle lidt om de ting de går og roder med, så man lære lidt om det hele. Andre aftener sætter vi en film på, og slapper af til den. Men vores terrasse er helt klart der vi bruger mest tid, der bliver drukket rum og snakket røver (læs: meget rum). Der bliver også diskuteret en del, om alt fra himmel til jord, seriøst og meget useriøst.

Landsbyen lever primært af fiskeri, da den ligger tæt på havet. De har små joller de fisker fra, så det var de joller der skulle sejle os ud til vores nye hjem. Det skulle tage omkring 30 min, da man kunne se ø’erne fra landsbyen. Men da tidevandet var ikke lige med os, måtte de indfødte hoppe i vandet og skubbe os ud. Havet var ikke helt stille denne morgen, så det var lidt af en oplevelse. Da vi næsten var kommet ud af bølgerne, brød den ene motor sammen. Også gik der helt kage i det, men det lykkes og få alle både ud på havet (Nogen mere våde end andre).
En time efter var vi på fast grund igen, på vores lille ø. Som ikke er den jeg har vist tidligere på siden, den er lidt større. Den jeg har vist kan vi dog se over på, da den ligger meget tæt på os.
Det meste som kom sammen med mig var staff, så de fleste af os skulle være her et stykke tid. Jeg bor i et rigtig hus, ikke i et telt på stranden. Hvilket er skønt nok, da det ville være lidt længe og bo i et telt. Den ene aften regnede det også så meget, at folk måtte flytte ind i husene.
Det er jo en lille ø, og på små øer skal der ikke så meget til for at skabte rygter. Alle ved alt om alle, især hvis der kommer nye mennesker til. Så alle viste hvem jeg var, jeg var redningsmanden og blev tager rigtig godt i mod af alle. Da de havde været uden Internet i 10 dage, og havde fået af vide at jeg kunne lave det for dem. Så jeg blev sat foran en computer med det samme, det lykkes mig faktisk og lave det!. Og så blev der ellers sendt mails og læst nyheder, og alle var meget glade for at jeg var der (må ikke forlade øen nu). Dagen efter gik det dog ned igen, og det viste sig at tårnet som modtager signalet fra fastlandet var løbet tør for batteri. Så nu venter vi på en tekniker, som kan komme og skifte batterierne. Typisk når nu jeg lige havde lavet det, og der går sikkert et stykke tid før den tekniker kommer.

Onsdag morgen tog jeg båden tilbage til La Ceiba, hvor jeg skulle med en bus til en lille landsby. Bussen var meget forsinket (alting her i Honduras er forsinket, ting tager jo tid), så i stedet for var vi nogle stykker der kørte derud i en pickup. Jeg blev en af de ”heldige”, som fik lov til at sidde på ladet, i solen en god times tid. På vejen samlede vi en masse folk op, og på et tidspunkt var vi 10 mennesker på ladet, plus backpacks, på en lille grusvej med mange huller. Det er ikke hverdag man prøver det, men de indfødte var meget glade for et lift.
Da vi kom derud, var den Amerikanske ambassadør på besøg i landsbyen. Så inden bussen kom med alle de andre, kunne vi lige se på ham spise i den lokale kirke, med borgmesteren (tosset).

Bussen kom og vi blev delt op i små grupper, hver gruppe sov hos hver deres familie. Vi var 3 i vores gruppe, og den ene talte spansk, så det gik let. Vores husmor lavede noget mad til os, og vi fik coca cola (Coca Cola i 1 liter glasflaske!), hvilket hendes unger var meget vilde for at få noget af.

Om aften lavede de noget danse ting, og de unge havde lavet et teater stykke. Da vi skulle være ved båden klokken 7, næste morgen, gik alle tidligt i seng.

Mandag morgen tog vi en taxi til haven, hvor der var en helt ny skold hed katamaran, som skulle tage os over til Utila. Lige som koh Tao, en katamaran ud til en dykker ø. Det tog lige under en time og komme derud, så det var ikke så slemt.
Derude stod der folk fra alle dykker skolerne, og prøvede at få kunder ind i deres shop (lige som Koh Tao). Vi tog over til Cross creeck, som tilbyder et værelse for 3$ per nat. Hvilket er normal pris for et lille værelse på Utila, hvis man minimum laver to dyk hos dem. Vi tog et domm (et værelse med flere senge, backpacker værelse), da en af deres veninder kom dagen efter. Det var meget lille det værelse, 4 senge mast ind i et rum, på størrelse med et badeværelse. Så når man skulle rundt derinde, var det lige som at spille det der spil med kasserne, hvor man rykke en kasse et sted og det giver plads et andet sted.
På Utila blev det til et par fun dive, og et par ture i byen.
Utila er et sted for dykker og der er mange som tager deres PADI uddannelser ude på øen, da det er meget billigt. Der er rigtig mange fra England, helt klart dem som der er flest af. Men fed dykker ø, kunne godt være man skulle for sig et job på den ø, en eller anden dag.

Da jeg kom hjem til mit lille værelse ved stranden, havde jeg fået mig en nabo. La Ceiba er næsten altid et sted folk overnatter, inden de tager over til Utila. Så jeg var næsten sikker på de skulle med morgen båden til Utila, også kan man jo lige så godt dele en taxi. De skulle til Utila med morgen båden, næste morgen. De var dog sulte og ville gerne ud og spise noget, de havde fundet et fint lille sted i deres Lonely Planet. Og man kan jo altid spise nogle nachos, de er guld hernede.
Stedet de havde fundet viste sig at være det sted jeg havde set VM tidligere, så jeg kendte jo lige vejen (som en anden indfødt).
Vi spiste lidt mad, og nyd nogle af de lokale øl, Port Royal. Da ejeren af baren havde drukket hele dagen, var han blevet lidt fuld, og begyndte at give os gratis øl og tequila.
Efter nogle omgange, kom han med et super tilbud. Hvis i vil gøre mig en tjeneste, skal i ikke betale for maden eller det i har drukket, og i kan drikke alt det i vil resten af aften. WOW!!! Det var et ja lige med det samme, det eneste vi skulle var og skrive på deres nye hjemmeside og være bartender resten af aften!. Altså tøser skulle være bartender, jeg sad bare ude på den anden side af baren og fik gratis drinks hele tiden. Og grinte af dem, da de aldrig havde prøvet og være bag en bardesk før.
Kanon sjov aften/nat, har glemt navnet på stedet, men det er helt klart et sted der er værd og tage hen (skal nok finde det navn).

Jeg bruger ikke noget vække ur hernede, da jeg vågner ved 6 tiden hverdag, der begynder det og blive varmt igen. Så der har jeg lige en time hvor jeg kan sidde og skrive mine oplevelser ned, hvilket ikke er nok lige for tiden.

Men jeg blev hentede kl 8 igen, vi skulle op i nogle varme badekar, og det skulle jo helst være før det blev for varmt. Så endnu engang kørte vi ud af byen, ud til et sted uden nogen skilte eller noget som helst. Et sted som man aldrig ville finde som en normal turist, men Anthony kendte dem som ejede stedet, så han viste det var der.
Vi fik hver vores lille hus, med et stort badekar inde i. Det blev fyldt til randen med varmt vand, og vi hoppede i hver vores. Skønt bare og ligge der og slappe helt af, der lå vi så og nyd naturen og stilheden. 15 min var nok, så vi tog os en afkøler i nogle hængekøjer, også lige en tur i karet i gang. Skøn måde og starte en dag på blev vi enig om.

På vejen hjem stoppede vi lige i en lille bitte landsby, hvor de lavede trommer. Anthony havde bestilt en tromme for nogle måneder siden, den var ikke færdig i dag, men i morgen lovede han. Det havde han sagt i 2 måneder nu, men det var sjovt og se et rigtig tromme værksted. Vi købte nogle boller dernede, som en sød pige gik og solgte. De havde lavet dem helt fra bunden, så det kan man vist godt kalde for økologiske boller. Det er sjovt og komme alle de steder hvor der normalt ikke kommer ”turister” som mig, eller hvide folk (Anthony er sort). Så der bliver kigget meget efter en, og alle børnene kommer over og hilse på mig.

Efter landsbyen, som hed Samba Creek, total i orden navn for en by med et tromme værksted. Tog vi en tur ud i havet, der var lidt bølger så dem væltede vi os lidt rundt i. Walter som også var (Anthonys sambo), er meget troende og han skulle i kirke. Så vi kørte hjem til Anthony, hvor kl var ved at være 13. Kl 13 er game time her i Honduras, så vi tog over på den restaurant som viste kampen på storskærm (storskærm er et 32 ” tv). Men vi var der i god tid, og fik de bedste pladser og bestilte mad før alle andre.
Kampen gik i gang, og der blev hurtigt fyldt med folk. Alle holdt med Italien, så da kampen var over var der godt gang i stedet. Vi blev der nogle timer, og nyd nogle bucket’s. Jeps hernede har de også bucket, hernede er det bare en spand med øl flasker og en masse is, så de holder sig kolde. Så de er ikke så farlige og drikke, som dem de har i Thailand.

I morgen (mandag) tager jeg til Utila, men tager tilbage igen tirsdag. Er nemlig blevet en del af fodbold holdet, så jeg skal tilbage og spille igen tirsdag aften.

Onsdag tager jeg så ud til Cayos, det er der jeg skal arbejde som divemaster. Men har fået af vide der er Internet derude, så jeg skal nok skrive og vil også smide en masser billeder op når jeg kommer derud (kan bruge min laptop der). De har sat noget hifi op derude, men det virker ikke helt, så det har Anthony lovet jeg kommer og fikser.

Her til morgen, kom Anthony og hentede mig igen. Denne gang havde han sin sambo med, så vi maste os ind i hans pickup, og af sted mod udkanten af byen. Her havde han en god ven, skal lige siges at Anthony nok kender de fleste folk i denne by. Men vi kom ud af byen, kørte af asfalt vejen og ned på en grusvej. Her kørte vi en små 10 min, til vi kom til en blomster plantage. Der var også en lille restaurant, og en masse hænge køjer. For lige som i Thailand, er en hængekøje noget alle har. Han havde også to fodbold baner, for de er jo lidt tosset med fobold her i landet. Men igen har jeg taget lidt billeder derfra, da der er så meget og skrive om derude fra.

Efter en rundvisning og lidt chill out i hængekøjer, tog vi hjem igen. Walter skulle på arbejde, men kl var kun 10, så vi kørte op i bjergene. Vi kørte et godt stykke tid, op langs en flod, hvor der lå små byer (3-4 huse) langs vejen. Ved en lidt større by stoppe vi ind, der kendte Anthony lige en som hedder Carlos. En lille glad fyr, som var glad for at der kom gæster. De snakkede sammen et stykke tid, også blev der sagt ”vamos”. Vi skulle ud og gå lidt i bjergene, og Carlos ville med. Så vi gik ud på en lille sti, som var tæt bevokset med træer og andet grønt. Her fortalte Carlos en masse omkring de forskellige ting vi så, Anthony oversatte til engelsk, for Carlos talte jo spansk.
Pludselig stod der en vild gris foran os og gryntede, helt sort og total ligeglad med os. Den kiggede på os, og tøffede så videre, for at finde noget mere og spise. Tosset….
Vi kom til en hængebro, som ikke var helt ny mere. De to første brædder var knækket på midten, måske for at gøre folk opmærksom på at man skulle gå stille. Ved det ik, men det fik i hvert fald os til at gå stille over, uden at hoppe på midten eller svinge broen.
Efter lidt tid kom vi til et ”badehul”, et sted hvor floden blev bred og dyb. Der kunne vi hoppe fra nogle sten, og svømme lidt rundt. Vi begyndte og kravle op af floden, op igennem en masse små vandfald. Vi kom op til en lille glide bane, hvor man kunne sætte sig, også tog strømmen i vandet en med sig. Ikke så langt, men det endte i et lille fald. Jeg havde desværre ikke mit kamera med, men jeg har billeder fra vores udspring lidt længere nede af floden.
Vi gik tilbage af stien, over broen og hjem til Carlos. Der sagde vi pænt farvel, og tog hjem til Anthony for at se fodbold kamp. Tyskland vandt, i mens vi sad og spiste noget af Anthonys hjemmelavet suppe. Efter kampen tog vi ned på stranden, hvor vi gik en tur ud på molen, hvor der sad en masse folk og fiskede. Vi var blevet lidt sultne, så vi spise lidt mad på et gade køkken. Fed dag, først oppe i bjergene og bagefter nede ved vandet. Hvis man har en lokal guide, så er der godt nok meget og se i La Ceiba.

I dag blev jeg hentet til lidt frokost, bagefter tog vi lidt rundt i byen. Der findes faktisk et indkøbs center!, her i byen. Der var vi inde og lave lidt forskellige ting, bagefter viste han mig lidt mere af La Ceiba. Hvilket faktisk er en fin lille by med 150000 indbygger, de har både bjerge og hav.

Jeg blev hentet igen om aften, da det jo er ALT for varmt og spille om dagen her (her er bare varmt!!!!). Men vi kørte ud til nogle haller, eller i hvert fald nogle cement baner med tag over. Der mødte jeg resten af holdet, og hilste fint, på spansk (det er jo meget få mennesker der kan engelsk her). Vi varmede lidt op, med lidt skud på mål, hvor vores alt for seje målemand tog de fleste skud. Han var bare for cool, for det første gad han dårlig nok stille sig ind i målet, han tåget bare meget langsomt rundt. Men han smed sine flip flopper, og stille sig ind på målet i bare tæer!. Hvor han så vågnet op, som jeg skrev tog han alle skud på målet. Han spillede hele kampen i bare tæer, fordi hans sko var gået i stykker for et par uger siden, og ikke lige havde nogle andre. De andre på holdet havde dog sko på, og var nok lidt yngre end mig.

Det andet hold, som var et rigtig godt hold. Stillede op i samme fodbold trøje og var alle yngre end mig, og lignede kipketer. Som ny i tropen og uden kendskab til reglerne, startede jeg på bænken. Efter 5 min kom jeg ind på banen, den stod 0-0 endnu. Men vi havde meget af spillet, og stod godt i forsvaret. Skal lige sige at det nok er det hurtigste bold jeg nogensinde har været med til, hvis bolden gik ud, skulle den bare i spil igen lige meget hvordan. Målemanden måtte samle bolden op, og en kamp er en time uden stop.
Men vi fik bolden og var i angrib med det samme, jeg fik smidt bolden over til en medspiller, som puttede den i kassen. 1-0 !!! Jeg fik lavet en kasse lige efter, og det andet hold var rystede. De begyndte og skyde langt fra, og smid bolden væk flere gange. Ved ikke lige hvad kampen blev, men vi vandt i hvert fald. Vi spillede også rigtig godt, så det var en super fed aften.

Efter kampen tog Anthony og jeg op på en restaurant, og fik nogle øl og noget mad. De kan altså finde ud af at lave Tortillas her, og deres øl smager også rigtig fint. Vi sad og snakkede sammen et par timer, og han fortalte mig de viste VM finalen på storskærm der. Så jeg tog en meget hård beslutning (NOT), jeg bliver her nogle flere dage og ser kampen her. Når nu jeg blev her, ville han gerne visse mig lidt rundt, så vi aftalte han kom næste dag og hentede mig.

Her køber man vand i poser, det er pakket i små poser med en halv liter i hver. Man bider/klipper så hul i et hjørne, og kan så få vandet ud. Det er sku tosset, men det virker og fylder ikke noget.

Så er jeg kommet ud af San Pedro Sula, som ikke er hovedstaden i Honduras, men den enden største by med 800000 indbygger. Der var en taxi mand, som fortalte at der er omkring 5-6000 taxier i San Pedro Sula, og max 4 af dem kan tale engelsk! Ja han var en af dem. Men det er også kun 2 år siden, børn begyndte og lære engelsk i skolen. Før var det kun på privat skoler, man underviste i engelsk.

Men jeg er kommet til La Ceiba nu, en mindre havne by tæt på Utila. Turen hertil var i en bus fra San Pedro Sula til La Ceiba, den kostede ca 14$ og det tog 3 timer. Igen stod der taxi folk og ventede på bussen, så ind i en taxi ind til et hotel. Jeg var så heldig at der var en i bussen som talte engelsk, så hun fortalte mig at der lå nogle hoteller tæt på, men hun viste ikke lige hvad de kostede. Så jeg tog en taxi til Hotel Grand Ceiba, det koster 475 LB (30$). Så her skal jeg bare bo en nat, så tager jeg færgen kl 16, som sejler over til Utila. Hvor jeg skal bo et par dage, det skulle være lige som Koh Tao i Thailand. En lille ø med dykning og ikke andet end det, så der glæder jeg mig til at komme ud.

Nå ændring i min plan, jeg bliver her i La Ceiba i 2 dage. Min kontakt mand, som hjalp med hotel i San Pedro Sula. Kom lige forbi, han sagde at de skulle bruge en mand til noget fodbold i morgen. Og det er jo lige mig, så jeg tager ud og spiller lidt bold med ham i morgen. Også har de også et konto her i La Ceiba, så der smutter jeg over og hilser på dem. Han fortalte mig også lige der var et andet hotel som hedder ”hotel Amsterdam”, der er en del billigere end det her. Så der flytter jeg over, også ligger det lige ned til vandet. Så hvis man skal til La Ceiba, bo på Hotel Amsterdam, det koster 90 LB (5$) per nat.

Et andet lille tips: Lær spansk før du tager til Honduras!. Der er ingen som taler engelsk, der er ikke nogen på mit hotel. var endda over i en bank for at veksle penge, ingen som talte engelsk der. Hun sagde en masse ting til mig, så jeg opgav at veksle penge i banken. Gik tilbage til hotellet, prøvede at snakke med dem. De forstod det godt, så de sendte en mand over i banken, med mine penge. Og han kom så tilbage med deres Limbros penge, mange steder tager de dog også imod US dollars.

Det samme når man bestiller mad, det kan også godt være lidt at en udfordring. Men indtil videre har jeg da fået noget spiseligt hver gang, hertil morgen fik jeg stegte bananer og en eller anden bønne mos og en meget hård ost. Det smager ikke super godt det hele, men ned ryger det da. Og hvis man ikke lige vil have kaffe til, kigger de på en som om man er tosset.

Internettet her er så laaaaangsomt, at jeg slet ikke tør uploade nogen billeder. Så dem venter jeg lige lidt med, det var det hele for denne gang. Skriver snart igen, nu oplever jeg jo en masse ting, så nu er der noget og skrive om igen.

Så er jeg på eventyr igen, slut med at hænge ud hos Michael. Lige nu sidder jeg i San Pedro Sula, som ligger i Honduras, mellem Amerika. Tror vist nok det er hoved staden i Honduras, men er ikke helt sikker. Men første lige nogle sjove ting fra selve turen herned:

Jeg fløj med et flyselskab der hedder TACA, har aldrig hørt om det før. Men de har fly herned, så det var dem jeg skulle med. De har nogle ok fly, det er ikke super jumbo jet, men de er ok. Man får dog ikke noget mad ombord, selv om vi fløj i 6 timer. De har dog en rigtig god service, under flyve turen var der jo VM, Italien – Tyskland. Men eftersom de er helt tosset med fodbold hernede, så fortalte kaptajnen lige at kampen var bliver 0-2 til Tyskland. Også var alle helt vilde, de råbte og piftede. Ved ikke om det er normalt, synes bare det var en sjov ting.

Jeg skulle mellem lande i San Salvador, var der kun i 40 min, for så at skulle af sted igen. Så jeg fik lige lidt at spise og drikke, også ind i det samme fly igen. Lufthaven var ok stor, men det er vist også et samlings punkt for rute fly i mellem Amerika.

Men af sted igen, i samme fly, dog en anden plads. Denne gang kom vi dårlig nok op i luften, før vi skulle ned igen. Det var en lille tur på 30 min, så det var hurtigt overstået. San Pedro Sula lufthavn, er en meget lille lufthavn, nok en af de miste jeg har været i. Udenfor var der masser af mennesker, de fleste hentede familie og bekendte. Det eneste jeg viste om San Pedro Sula, var et hotel navn, som en havde anbefalet mig. Jeg nåde lige og være 10 sekunder udenfor, da der kom en over og hørte om jeg skulle have en taxi. Det skulle jeg jo, så mig ind i taxien, en gammel et eller andet. Men den havde et taxi nummer, og det var det eneste jeg kiggede efter. Han begyndte og tale til mig, på spansk. Og jeg taler jo ikke meget spansk, så jeg sagde bare ”Hotel Bolivar”. Han kiggede på mig, og sagde ”Bolivar?!”. Han sagde det igen, og smilede til mig. Der blev jeg så lidt nervøs, og tænkte hvorfor smiler han over det. Men jeg sagde bare ”si”, og spurte hvor meget det ville blive. 12 Doller, sagde han, og begyndte og køre. Jeg prøvede og spørge ham, hvor langt der var, men han kunne ikke tale engelsk. Så det var slut med information fra ham, da mit spanske er meget begrænset.
Vi kørte ud på en motorvej, også sidder man jo der og tænker lidt. Hvor mon han tager mig hen, havde jo ingen ide om hvor langt der var, og Honduras er et meget fattigt land.
Tror vi kørte omkring 15 min, så kom der et byskilt: San Pedro Sula. En smule lettede kunne jeg se at vi kørte ind i byområde, vi kørte omkring 5 min i byen, også kom der et skilt: Hotel Bolivar. Endnu mere lettede stod vi ud af taxien, han hjalp mig ind, fik sine penge og kørte igen.

Jeg havde ikke booket noget værelse, men der var plads til mig, og de skulle have 32 doller for et værelse. Værelset er ok, langt fra Hilton!, men aircon, varmt vand og et lille bitte tv. Så det er fint til mig, har levet steder som er værre.
Jeg var ved at dø at tørst, så jeg spurte om man kunne købe noget at drikke. Men det var forsendt, de havde ikke noget. Klokken var 22:30, så jeg ville lige gå ud og hente noget i en kiosk. Jeg kom lige udenfor, da jeg blev mødt af en eller anden hjemløs, som bestemt mente han skulle have nogle penge. Det synes jeg ikke, så jeg sagde nej tak og gik ud mod den ”store” vej. Han gik efter mig, og blev ved med at tale til mig. Han vækkede nogle som lå og sov, også tænkte jeg, det er nok bedre jeg gå ind på mit hotel igen. I det samme var der en som piftede, og råbte, det var ham fra hotellet, han sagde jeg skulle komme tilbage. Så jeg vendte om, og gik tilbage til hotellet, han mumlede et eller andet, og råbte noget til dem. Jeg fik min nøgle, gik op på mit værelse og måtte sove uden noget og drikke. Man skal altså ikke gå ud alene om aften her, så jeg tror bare jeg bliver hjemme i aften.

Har fået mig noget morgen mad nu, købte også lige noget vand. Man skal jo glemme et eller andet når man pakker, sådan er reglerne bare. Jeg har glemt mit stik, så jeg kan bruge deres stikkontakter. Så mig ned i receptionen med et kabel, og vise dem at jeg skulle bruge en omformer. De havde ikke sådan en, så jeg skulle ud og købe en. Der er ikke mange som taler engelsk her, det er faktisk rigtig få som gør det. En af dem kunne dog tale engelsk, og hun sendte bud efter en anden. Hun fortalte mig, at jeg bare skulle følge efter ham, han ville hjælpe mig med at finde en og tilbage igen. Vi var inde i 3 butikker, den 3. havde en jeg kunne bruge.
Ved ikke om jeg bor i et slum kvarter, men folk her er meget fattige. Der blev også kigget efter mig, så det er nok ikke lige her, alle turisterne bor.
Tror faktisk jeg holder mig lidt inde på hotellet, indtil jeg lige lære ”spillereglerne” at kende.