06 juli 2006
Så er jeg på eventyr igen, slut med at hænge ud hos Michael. Lige nu sidder jeg i San Pedro Sula, som ligger i Honduras, mellem Amerika. Tror vist nok det er hoved staden i Honduras, men er ikke helt sikker. Men første lige nogle sjove ting fra selve turen herned:
Jeg fløj med et flyselskab der hedder TACA, har aldrig hørt om det før. Men de har fly herned, så det var dem jeg skulle med. De har nogle ok fly, det er ikke super jumbo jet, men de er ok. Man får dog ikke noget mad ombord, selv om vi fløj i 6 timer. De har dog en rigtig god service, under flyve turen var der jo VM, Italien – Tyskland. Men eftersom de er helt tosset med fodbold hernede, så fortalte kaptajnen lige at kampen var bliver 0-2 til Tyskland. Også var alle helt vilde, de råbte og piftede. Ved ikke om det er normalt, synes bare det var en sjov ting.
Jeg skulle mellem lande i San Salvador, var der kun i 40 min, for så at skulle af sted igen. Så jeg fik lige lidt at spise og drikke, også ind i det samme fly igen. Lufthaven var ok stor, men det er vist også et samlings punkt for rute fly i mellem Amerika.
Men af sted igen, i samme fly, dog en anden plads. Denne gang kom vi dårlig nok op i luften, før vi skulle ned igen. Det var en lille tur på 30 min, så det var hurtigt overstået. San Pedro Sula lufthavn, er en meget lille lufthavn, nok en af de miste jeg har været i. Udenfor var der masser af mennesker, de fleste hentede familie og bekendte. Det eneste jeg viste om San Pedro Sula, var et hotel navn, som en havde anbefalet mig. Jeg nåde lige og være 10 sekunder udenfor, da der kom en over og hørte om jeg skulle have en taxi. Det skulle jeg jo, så mig ind i taxien, en gammel et eller andet. Men den havde et taxi nummer, og det var det eneste jeg kiggede efter. Han begyndte og tale til mig, på spansk. Og jeg taler jo ikke meget spansk, så jeg sagde bare ”Hotel Bolivar”. Han kiggede på mig, og sagde ”Bolivar?!”. Han sagde det igen, og smilede til mig. Der blev jeg så lidt nervøs, og tænkte hvorfor smiler han over det. Men jeg sagde bare ”si”, og spurte hvor meget det ville blive. 12 Doller, sagde han, og begyndte og køre. Jeg prøvede og spørge ham, hvor langt der var, men han kunne ikke tale engelsk. Så det var slut med information fra ham, da mit spanske er meget begrænset.
Vi kørte ud på en motorvej, også sidder man jo der og tænker lidt. Hvor mon han tager mig hen, havde jo ingen ide om hvor langt der var, og Honduras er et meget fattigt land.
Tror vi kørte omkring 15 min, så kom der et byskilt: San Pedro Sula. En smule lettede kunne jeg se at vi kørte ind i byområde, vi kørte omkring 5 min i byen, også kom der et skilt: Hotel Bolivar. Endnu mere lettede stod vi ud af taxien, han hjalp mig ind, fik sine penge og kørte igen.
Jeg havde ikke booket noget værelse, men der var plads til mig, og de skulle have 32 doller for et værelse. Værelset er ok, langt fra Hilton!, men aircon, varmt vand og et lille bitte tv. Så det er fint til mig, har levet steder som er værre.
Jeg var ved at dø at tørst, så jeg spurte om man kunne købe noget at drikke. Men det var forsendt, de havde ikke noget. Klokken var 22:30, så jeg ville lige gå ud og hente noget i en kiosk. Jeg kom lige udenfor, da jeg blev mødt af en eller anden hjemløs, som bestemt mente han skulle have nogle penge. Det synes jeg ikke, så jeg sagde nej tak og gik ud mod den ”store” vej. Han gik efter mig, og blev ved med at tale til mig. Han vækkede nogle som lå og sov, også tænkte jeg, det er nok bedre jeg gå ind på mit hotel igen. I det samme var der en som piftede, og råbte, det var ham fra hotellet, han sagde jeg skulle komme tilbage. Så jeg vendte om, og gik tilbage til hotellet, han mumlede et eller andet, og råbte noget til dem. Jeg fik min nøgle, gik op på mit værelse og måtte sove uden noget og drikke. Man skal altså ikke gå ud alene om aften her, så jeg tror bare jeg bliver hjemme i aften.
Har fået mig noget morgen mad nu, købte også lige noget vand. Man skal jo glemme et eller andet når man pakker, sådan er reglerne bare. Jeg har glemt mit stik, så jeg kan bruge deres stikkontakter. Så mig ned i receptionen med et kabel, og vise dem at jeg skulle bruge en omformer. De havde ikke sådan en, så jeg skulle ud og købe en. Der er ikke mange som taler engelsk her, det er faktisk rigtig få som gør det. En af dem kunne dog tale engelsk, og hun sendte bud efter en anden. Hun fortalte mig, at jeg bare skulle følge efter ham, han ville hjælpe mig med at finde en og tilbage igen. Vi var inde i 3 butikker, den 3. havde en jeg kunne bruge.
Ved ikke om jeg bor i et slum kvarter, men folk her er meget fattige. Der blev også kigget efter mig, så det er nok ikke lige her, alle turisterne bor.
Tror faktisk jeg holder mig lidt inde på hotellet, indtil jeg lige lære ”spillereglerne” at kende.
Jeg fløj med et flyselskab der hedder TACA, har aldrig hørt om det før. Men de har fly herned, så det var dem jeg skulle med. De har nogle ok fly, det er ikke super jumbo jet, men de er ok. Man får dog ikke noget mad ombord, selv om vi fløj i 6 timer. De har dog en rigtig god service, under flyve turen var der jo VM, Italien – Tyskland. Men eftersom de er helt tosset med fodbold hernede, så fortalte kaptajnen lige at kampen var bliver 0-2 til Tyskland. Også var alle helt vilde, de råbte og piftede. Ved ikke om det er normalt, synes bare det var en sjov ting.
Jeg skulle mellem lande i San Salvador, var der kun i 40 min, for så at skulle af sted igen. Så jeg fik lige lidt at spise og drikke, også ind i det samme fly igen. Lufthaven var ok stor, men det er vist også et samlings punkt for rute fly i mellem Amerika.
Men af sted igen, i samme fly, dog en anden plads. Denne gang kom vi dårlig nok op i luften, før vi skulle ned igen. Det var en lille tur på 30 min, så det var hurtigt overstået. San Pedro Sula lufthavn, er en meget lille lufthavn, nok en af de miste jeg har været i. Udenfor var der masser af mennesker, de fleste hentede familie og bekendte. Det eneste jeg viste om San Pedro Sula, var et hotel navn, som en havde anbefalet mig. Jeg nåde lige og være 10 sekunder udenfor, da der kom en over og hørte om jeg skulle have en taxi. Det skulle jeg jo, så mig ind i taxien, en gammel et eller andet. Men den havde et taxi nummer, og det var det eneste jeg kiggede efter. Han begyndte og tale til mig, på spansk. Og jeg taler jo ikke meget spansk, så jeg sagde bare ”Hotel Bolivar”. Han kiggede på mig, og sagde ”Bolivar?!”. Han sagde det igen, og smilede til mig. Der blev jeg så lidt nervøs, og tænkte hvorfor smiler han over det. Men jeg sagde bare ”si”, og spurte hvor meget det ville blive. 12 Doller, sagde han, og begyndte og køre. Jeg prøvede og spørge ham, hvor langt der var, men han kunne ikke tale engelsk. Så det var slut med information fra ham, da mit spanske er meget begrænset.
Vi kørte ud på en motorvej, også sidder man jo der og tænker lidt. Hvor mon han tager mig hen, havde jo ingen ide om hvor langt der var, og Honduras er et meget fattigt land.
Tror vi kørte omkring 15 min, så kom der et byskilt: San Pedro Sula. En smule lettede kunne jeg se at vi kørte ind i byområde, vi kørte omkring 5 min i byen, også kom der et skilt: Hotel Bolivar. Endnu mere lettede stod vi ud af taxien, han hjalp mig ind, fik sine penge og kørte igen.
Jeg havde ikke booket noget værelse, men der var plads til mig, og de skulle have 32 doller for et værelse. Værelset er ok, langt fra Hilton!, men aircon, varmt vand og et lille bitte tv. Så det er fint til mig, har levet steder som er værre.
Jeg var ved at dø at tørst, så jeg spurte om man kunne købe noget at drikke. Men det var forsendt, de havde ikke noget. Klokken var 22:30, så jeg ville lige gå ud og hente noget i en kiosk. Jeg kom lige udenfor, da jeg blev mødt af en eller anden hjemløs, som bestemt mente han skulle have nogle penge. Det synes jeg ikke, så jeg sagde nej tak og gik ud mod den ”store” vej. Han gik efter mig, og blev ved med at tale til mig. Han vækkede nogle som lå og sov, også tænkte jeg, det er nok bedre jeg gå ind på mit hotel igen. I det samme var der en som piftede, og råbte, det var ham fra hotellet, han sagde jeg skulle komme tilbage. Så jeg vendte om, og gik tilbage til hotellet, han mumlede et eller andet, og råbte noget til dem. Jeg fik min nøgle, gik op på mit værelse og måtte sove uden noget og drikke. Man skal altså ikke gå ud alene om aften her, så jeg tror bare jeg bliver hjemme i aften.
Har fået mig noget morgen mad nu, købte også lige noget vand. Man skal jo glemme et eller andet når man pakker, sådan er reglerne bare. Jeg har glemt mit stik, så jeg kan bruge deres stikkontakter. Så mig ned i receptionen med et kabel, og vise dem at jeg skulle bruge en omformer. De havde ikke sådan en, så jeg skulle ud og købe en. Der er ikke mange som taler engelsk her, det er faktisk rigtig få som gør det. En af dem kunne dog tale engelsk, og hun sendte bud efter en anden. Hun fortalte mig, at jeg bare skulle følge efter ham, han ville hjælpe mig med at finde en og tilbage igen. Vi var inde i 3 butikker, den 3. havde en jeg kunne bruge.
Ved ikke om jeg bor i et slum kvarter, men folk her er meget fattige. Der blev også kigget efter mig, så det er nok ikke lige her, alle turisterne bor.
Tror faktisk jeg holder mig lidt inde på hotellet, indtil jeg lige lære ”spillereglerne” at kende.
0 Din tur:
