Onsdag morgen tog jeg båden tilbage til La Ceiba, hvor jeg skulle med en bus til en lille landsby. Bussen var meget forsinket (alting her i Honduras er forsinket, ting tager jo tid), så i stedet for var vi nogle stykker der kørte derud i en pickup. Jeg blev en af de ”heldige”, som fik lov til at sidde på ladet, i solen en god times tid. På vejen samlede vi en masse folk op, og på et tidspunkt var vi 10 mennesker på ladet, plus backpacks, på en lille grusvej med mange huller. Det er ikke hverdag man prøver det, men de indfødte var meget glade for et lift.
Da vi kom derud, var den Amerikanske ambassadør på besøg i landsbyen. Så inden bussen kom med alle de andre, kunne vi lige se på ham spise i den lokale kirke, med borgmesteren (tosset).

Bussen kom og vi blev delt op i små grupper, hver gruppe sov hos hver deres familie. Vi var 3 i vores gruppe, og den ene talte spansk, så det gik let. Vores husmor lavede noget mad til os, og vi fik coca cola (Coca Cola i 1 liter glasflaske!), hvilket hendes unger var meget vilde for at få noget af.

Om aften lavede de noget danse ting, og de unge havde lavet et teater stykke. Da vi skulle være ved båden klokken 7, næste morgen, gik alle tidligt i seng.